Etablering og drift af husstandspumpestation

Hvis din ejendom skal kobles til offentligt kloak, kan det være nødvendigt at etablere en husstandspumpestation.

En husstandspumpestation kan være nødvendig, hvis dit spildevand skal løbe opad fra din ejendom, eller hvis det offentlige kloaksystem er placeret langt fra ejendommen.

Hvis Skanderborg Forsyning vælger at etablere en husstandspumpestation ved din ejendom, sørger vi først og fremmest for at underrette dig. Herefter vil vi typisk aftale et besøg, hvor vi sammen med dig bliver enige om den mest hensynsmæssige placering af pumpestationen.

Skanderborg Forsyning står for etablering og drift af selve pumpestationen.

Tværsnit af en minipumpestation

Tilslutning af pumpestationen

Pumpen skal tilsluttes dit eget kloaksystem, såvel som vores - dvs. det offentlige kloaksystem, der leder spildevandet væk fra din grund.

Du skal selv skal få en autoriseret kloakmester til at omkoble din spildevandsledning og tilslutte den til pumpestationen. Der må ikke tilsluttes regn- eller drænvand til pumpestationen. 

Inden kloakmester tilkobler dit spildevand til pumpestationen, bedes du i god tid kontakte Skanderborg Forsyning, så vi kan komme og tilslutte pumpen til det offentlige kloaksystem. Dette skal være gjort, inden dit spildevand løber til pumpestationen første gang. Tilslutningen kan vi først foretage, når vi har en klarmelding fra dig som grundejer.

I forbindelse med tilslutningen skal du desuden huske følgende:

  • Færdigmelding
    Når den autoriserede kloakmester har udført tilslutningen, skal det udførte arbejde færdigmeldes til kommunen af kloakmesteren, som også skal give dig en kopi af papirene.

  • Aflæsning af vandmåler
    Ved tilslutningen vil vi bede dig aflæse din vandmåler, og indsende oplysningerne til os.

  • Tømning af din tank
    Du skal sørge for, at din spildevandstank (bundfældningstank eller septiktank) er tømt inden tilslutningen, samt at den bliver nedlagt.

Drift og vedligehold af pumpestationen

For at undgå problemer med husstandspumpestationen er det vigtigt, at alle i din husstand tænker en ekstra gang over, hvad der smides i toilettet og hældes i køkkenvasken. Hvis uvedkommende ting sætter sig fast i pumpen, kan det give pumpestop. 

Følgende må ikke komme i toilet og afløb, af hensyn til pumpen:

  • Faste dele, f.eks. bleer, vaskeklude, vådservietter, vatpinde, bind og nylonstrømper.
  • Fritureolie og madfedt.
  • Sand og grus fra køkkenvask og gulvafløb.
  • Kemikalier, f.eks. terpentin, olie, malingrester og lignende.

Hvis du oplever et driftsproblem, du ikke selv kan løse, bedes du kontakte Skanderborg Forsyning.

Pumpen skal bruge strøm, som trækkes fra huset på ejendommen.

Vi refunderer naturligvis elforbruget, og beløbet modregnes ved den årlige afregning af dine forbrugsafgifter.

Refusionen beregnes på baggrund af pumpens el-forbrug (maks. 0,17 kWh pr. m³ spildevand) og markedsprisen på el.

Husstandspumpestationen indeholder et såkaldt HPFI-relæ, som er en fejlstrømsafbryder, der indgår som beskyttelse i pumpens elektriske system.

HPFI-relæet skal kontrolleres to gange årligt, og dette gøres ved at trykke på test-knappen. Når du gør dette, skal relæet slå fra. Hvis dette sker, virker relæet, og du skal tilslutte det igen, ved at vippe afbryderne opad.

Hvis relæet ikke slår fra, eller hvis det ikke kan tilsluttes igen, når du vipper afbryderen opad, skal du kontakte Skanderborg Forsyning. 

Er du i tvivl om noget af ovenstående, bedes du ligeledes rette henvendelse.

Pumpen er forbundet til din egen elinstallation med et alarmpanel og et HPFI-relæ. Ved driftsstop eller ved lavt batteriniveau i alarmpanelet, vil der komme en hyletone fra panelet, og dioden vil lyse rødt. Du bedes gøre følgende:

  • Sluk for alarmen ved at trykke på knappen «Reset». Alarmen vil ophøre, men dioden vil stadig lyse.
  • Vent 5 minutter, og se om dioden holder op med at lyse.
  • Tjek om HPFI-relæet er slået til. Prøv eventuelt at slukke og tænde for det. 
  • Tryk på knappen «Test», for at teste batteriniveauet. Lyser den grønne diode ikke, når der trykkes på knappen, skal de tre batterier på bagsiden af printet skiftes 

Hvis den røde diode stadig lyser, skal du kontakte Skanderborg Forsyning.

Pumpestationen er sædvanligvis i stand til at ophobe spildevand fra flere dages brug. Medmindre der tydeligvis er tale om et akut problem, bedes din henvendelse derfor ske inden for vores sædvanlige træffetider.

Hvis du oplever problemer med afledning af dit spildevand, og der ikke lyder alarm fra pumpen, kan dette skyldes tilstopning i kloaksystemet udenom pumpen. Dette kan du kontrollere således: 

  • Hvis dit spildevand løber i en brønd, inden det løber til husstandspumpestation, bør du se efter, om der er frit bundløb i brønden. Er bundløbet frit, er problemet lokaliseret før brønden.

  • Tjek vandstanden i husstandspumpestation. Hvis der er lav vandstand, er problemet lokaliseret inden pumpen. 

  • Hvis du ikke selv kan løse problemet, bedes du kontakte Skanderborg Forsyning. 

Husstandspumpestationen ejes og drives af Skanderborg Forsyning.

For at sikre, at der altid er adgang til husstandspumpestationen for driftspersonalet, skal følgende overholdes: 

  • Dækslet på pumpebrønden skal været placeret over terræn. 
  • Adgang til brønden må ikke hindres af f.eks. tildækning, beplantning eller lignende.
  • Der må ikke foretages byggeri eller større beplantning tættere end 0,5 meter på pumpestationen, målt fra dækslets yderside. 

Husstandspumpestationen ejes og drives af Skanderborg Forsyning. Du skal altså ikke foretage dig noget med hensyn til driften af den. Resten af kloaksystemet inden for din grund er dit eget ansvar at vedligeholde.

Du kan læse mere på vores side Hvem ejer kloakken?.